Storstrøms Forsikring – ny sponsor

Storstrøms Forsikring ved administrerende direktør Per Guldbrandsen har sponsoreret Fugleskydningsselskabets ansvarsforsikring til den imponerende pris af DKK 1,-. Det er en imponerende gestus til et lille fugleskydningsselskab med begrænset økonomi.

Per Guldbrandsen har ingen erfaring med fugleskydning – overhovedet, og det var da også med hovedet fyldt af fordomme, da han mødte klokken 08.00 til den årlige fugleskydning på Knudsskovsvej 59. Heldigvis blev alle fordomme gjort til skamme.

– Det var rigtig rart at møde selskabets medlemmer. De vidste, at jeg og min hustru var nye, og vi blev mødt med et dejligt ”godmorgen” og vi blev vist til rette, fortæller Per.

Per deltog i fuldt omfang i fugleskydningen både på den ”lille” fugl med Remmington og på den ”store” fugl med stangriffel. Selskabets største våben med en vægt på cirka 35 kg og en kaliber på cirka 21 mm. Per er noteret for nedskydning af højre vingefjer med Remmington.

Per har valgt at tilmelde Storstrøms Forsikring som medlem og donere sponsoratet. Dermed er Storstrøms Forsikring naturligvis fritaget for at betale kontingent.

Fugleskydingsselskabet for Vordingborg og omegn af 1788 takker Storstrøms Forsikring mange gange for det generøse sponsorat.