Der er nok ingen tvivl om, at skytter har skudt til måls, siden skydevåben blev opfundet. Hvornår det er sket, bliver fortsat diskuteret blandt forskere. Indtil videre er der dog enighed om, at både pekingmanden og Cro Magnon manden havde spyd, men at de nok næppe har anvendt dem som kastevåben. Det er dog med sikkerhed, at spyd og senere bue og pil og andre skydevåben er blevet anvendt af de store civilisationer, der opstod i mellemøsten for omkring 6.000 år siden.
Skydekonkurrencer eksisterede siden oldtiden
Årsagen til at våben er blevet opfundet og anvendt som forsvars- og angrebsmidler skal findes i udviklingen af civilisationen. Større samfund opstod og dermed opstod behovet for at forsvare samfundets områder, strukturer, mennesker og værdier mod andre mennesker, der efterstræbte de rigdomme, som civilisationerne indeholdt.
Udviklingen af forskellige våbentyper har krævet forskellige træningsmetoder. Soldater, der har skullet anvende skydevåben, har trænet skudteknik og præcision. Det har været vigtigt for den enkelte soldat og hærførerne, der har skullet anvende skytterne for at få den ønskede effekt på den angribende eller forsvarende hær.
Med udviklingen af civilisationerne har der været et stigende behov for at kunne rekruttere soldater, der kunne deltage i forsvaret af civilisationen. Det har betydet, at en større del af civilbefolkningen har skullet træne i at benytte forskellige typer våben.
Trænin
gen kulminerede i organiserede konkurrencer, som det skete i oldtidens Grækenland ved de olympiske lege fra 776 f. Kr. Desuden har anvendelsen af våben været genstand for underholdning, som det skete på næsten industriel basis i romerriget i Kolosseum.
Det har altid krævet en del træning i at anvende skydevåben. Skytten skal beregne afstanden til målet og afhængigt af afstanden skal våbnet hæves, så pilen eller projektilet rammer præcist. Selv om skytten “kun” skal koncentrere sig om sideretning og højderetning er det stadig en udfordringen at skulle sende en pil eller et projektil af sted i det tredimensionelle rum.
Hvilke mål, der har været anvendt og hvordan skydekonkurrencerne har været afholdt i oldtiden, må fortabe sig i det uvisse. Det er først, hvor de er blevet afbilledet på amforaer, tempelfriser og på billeder, at det er muligt at afgøre med sikkerhed. Her fremgår det, at fugle har været en del af de mål, man har skudt efter.
Fugle har altid været yndede mål
Hvilke fugle, der er skudt efter har varieret igennem historien, og har ofte haft en mytisk, national eller kunstnerisk årsag. I 900 tallet skød maurerne til måls efter en babhaga, som var en fuglefigur sat på en høj stang. Semantisk blev babhaga til papagayo på spansk – en papegøje. Det fik den konsekvens, at fugleskydninger også har heddet papegøjeskydninger, som det skete i Frankrig og Tyskland.
Papegøjeskydning eller fugleskydning, som vi kender det i dag, blev antageligt opfundet i Frankrig i 1200-tallet og bredte sig herfra til Tyskland, Nederlandene og senere til Skandinavien. Våbnene var bue eller armbrøst, og pilene var stumpe uden spids. Allerede i 1300-tallet når papegøjeskydningen til Danmark.
Fra første færd var fugleskydningsselskaberne organiseret som lav, under de middelalderlige købmandsgilder, hvor der en gang om året blev skudt til papegøjen. Da skydeselskaberne havde et forsvarsmæssigt formål, holdt man skydefærdigheden ved lige ved ugentlige skiveskydninger.
Fugleskydningsselskaberne blev skabt under 100 års krigen
Årsagen til den eksplosive udvikling af skydeselskaber og fugleskydningsselskaber i det 14. århundrede skyldes udbruddet af 100-års krigen mellem Frankrig og England 1337 – 1453. Skydeselskaberne var derfor byernes værn mod de omvandrende hære, der var nødsaget til at leve af landet, da de ikke medbragte egne forsyninger. Byfædrene erkendte hurtigt, at skytterne var til stor nytte for byens frelse, men det til trods blev skytterne underlagt flere regler.
Skytterne måtte kun forsvare bymuren. De måtte kun øve sig på særlige pladser på bestemte tidspunkter, og efter endt træning skulle de aflevere deres våben i byens tøjhus. Kong Edward den III af England tog dog det ultimative skridt, da han i 1363 bekendtgjorde, at enhver våbenfør man på helligdage under opsyn skulle øve sig i bueskydning, hvo der blev skudt til en fugl for enden af en 25 meter høj stang.
Med fredsperioden efter 100-års krigen ebbede interessen for skydeselskaberne ud. Der var dog stadig skydeøvelser, men de overgik nu til at i større udstrækning til at have selskabelige formål. Der blev afholdt skyttefester og skydekonkurrencer, hvor den der nedskød fuglen blev udnævnt til fuglekonge.
Skydeselskaberne udviklede sig mere og mere til at være selskaber for det bedre borgerskab, hvor det krævedes god vandel og økonomi for at blive optaget i selskabet. I begyndelsen af 1700 tallet svandt interessen for selskaberne yderligere.
Fugleskydningsselskabet i Vordingborg stiftes
Med nedlæggelsen af rytteriet i Danmark i 1776 steg interessen dog igen for skydeselskaber. Der blev oprettet flere selskaber med inspiration fra det Kjøbenhavnske Skydeselskab, som har eksisteret under forskellige navne siden 1443. Det skete også i Vordingborg, da en række godsejere og officerer fra Sjællandske Dragonregiment, der var garnisoneret i Vordingborg, besluttede at etablere Skydeselskabet for Vordingborg og omegn. Det skete i 1788.
